Vores bevidste univers
Spotpris

Vores bevidste univers

Den kendte neurokirurg og forfatter, Eben Alexander, der for år tilbage havde en voldsom og livstransformerende nærdødsoplevelse, som han beskrev i sin bestseller Til himlen og tilbage, har udgivet en ny, fascinerende bog om krydsfeltet mellem spiritualitet og videnskab – og om det bevidsthedsmæssige paradigmeskift, vi globalt set står over for.

Før sin nærdødsoplevelse i november 2008 var Eben Alexander en fornuftspræget og rationelt tænkende neurokirurg og videnskabsmand, der var stolt af sin akademiske skepsis. Men alt det ændrede sig, da en livstruende bakteriel meningitis sendte ham i en ugelang koma og ud på en bevidsthedsmæssig rejse til andre verdener – vel at mærke, mens hans hjerne klinisk var ude af funktion. Hidtil havde han troet på, at bevidstheden sad i hjernen, og derfor burde en sådan oplevelse slet ikke kunne finde sted! Men det gjorde den, og Eben Alexander har siden viet sit liv til at forstå den dybere mening med sin nærdødsoplevelse, udbrede sin historie og udforske alt det, vi endnu ikke ved om bevidstheden, Gud og meningen med vores eksistens.

Menneskets potentiale
I Vores bevidste univers sætter han sine personlige oplevelser i et større perspektiv og giver en meget åbenhjertig beskrivelse af den forvandling, der fulgte efter hans dybe koma. Efter nærdødsoplevelsen forstod han pludselig grundlæggende sandheder om vores bevidsthed og det univers, vi lever i og er en del af, og han indså, at vi som mennesker rækker ud over vores fysiske eksistens. Sammen med sin partner og medforfatter, Karen Newell, forklarer Eben Alexander i bogen, hvordan spiritualitet og videnskab hænger uløseligt sammen. Og de skitserer et globalt paradigmeskift, der er på vej, og som handler om vores forståelse af, hvad bevidsthed egentlig er, og derfor også, hvem vi er - et paradigmeskift, der underbygges af både den nyeste videnskabelige forskning og af utallige beretninger og menneskelige erfaringer.

I bogen præsenterer de også en række praktiske redskaber og teknikker til, hvordan vi hver især – og uden at have en nærdødsoplevelse – kan komme i kontakt med den kærlighed, som Eben Alexander oplevede under sin koma, hvordan vi nærer sjælen, opnår udvidede bevidsthedstilstande og derved får adgang til det enorme menneskelige potentiale, der ligger latent i os.

Et nyt verdensbillede
Vores bevidste univers er en bog fuld af både videnskabelig indsigt og årtusind gammel visdom, skrevet med stor hjertevarme og indlevelse. Eben Alexander og Karen Newell tager os med på deres opdagelsesrejse mod en større forståelse af selvets og verdens natur, og de viser os, at selv om vi ved første øjekast synes alene og afskåret fra hinanden, så er vi i virkeligheden alle en del af én fælles, kollektiv bevidsthed.

Ifølge de to forfattere er vi på et globalt plan ved at vågne op til denne nye forståelse, og et rigere verdensbillede spirer i disse år frem: Et verdensbillede, der til fulde forener den videnskabelige og spirituelle natur i os alle, og som vil frembringe en langt blødere og venligere verden, der er mere harmonisk og fredelig for alle levende væsener. Som Eben Alexander formulerer det: Det er på tide, at menneskeheden vågner op. Selve vores overlevelse afhænger af det.
  • Antal sider344
  • Højde232 mm
  • Bredde159 mm
  • Dybde26 mm
  • Vægt529 g
  • FormatHæftet
  • Bestillingsnr307777
Spotpris69,95 kr.Klubpris 199,95 kr.

Forfatter

Eben Alexander

Eben Alexander er amerikaner, født i 1953 i staten North Carolina. Han er uddannet læge på det prestigefyldte Duke University og er speciallæge i neurokirurgi. I løbet af sin karriere har han både undervist på en række af USAs topuniversiteter, såsom Duke og Harvard, arbejdet som neurokirurg, forsket og skrevet en lang række videnskabelige artikler. Han er medlem af the American Medical Association og andre professionelle foreninger, og han har siddet i bestyrelsen for flere faglige tidsskrifter. Han har optrådt i mange amerikanske medier og holder foredrag om sin nærdødsoplevelse verden over. Han har tidligere skrevet Til himlen og tilbage (Det Blå Hus, 2013) og Gaverne fra himlen (Det Blå Hus, 2015). Vores bevidste univers er hans tredje bog, som udkom i USA, oktober 2017.

Læs mere på: www.lifebeyonddeath.net

Bøger af samme forfatter