Kaptajn Dinesen. Til døden os skiller

Kaptajn Wilhelm Dinesen var på evig flugt fra det bedsteborgerlige liv og alt det moderne, han med sin rastløshed og virketrang ironisk nok selv inkarnerede.

I nekrologen over Dinesen efter hans tidlige død, skrev Georg Brandes i 1895: ”Han så ud, som det han var. En drømmer ved højlys dag … Der var uro i hans blod.”

Anden og sidste del af Tom Buk-Swientys mesterfortælling begynder, da Wilhelm vender hjem efter sine oplevelser i Pariserkommunen. Han har set gerninger, der æder af hans tanker. Men ingen i Danmark ønsker reelt at høre om det, han så. Mindst af alt hans far.

Han flygter ud igen. Til den nye verden, dybt ind i Wisconsins urskove, hvor han finder freden mellem chippewa-indianerne. Han får indianernavnet Boganis (hasselnød), som han senere udgav sine værker under – og han får en datter.

Men til slut kalder Danmark ham hjem. Hans mor ligger for døden. Og snart hans far. Og herfra hvirvles han ind i den russisk-tyrkiske krig, 1877-78, der atter flænger hans sjæl. Lysglimt venter forude med den 24-årige Ingeborg, huset Rungstedlund og børnene samt anerkendelsen som forfatter og valget til Folketinget. Men under overfladen kæmper kaptajnen en stadig mere desperat kamp med dæmonerne.

Til døden os skiller er historien om fædre og sønner, uro i blodet og de store danske slægter. En rejse gennem den anden halvdel af 1800-tallet og vores turbulente historie. Og så har Tom Buk-Swienty dertil gravet hemmeligheder frem, der bl.a. bringer nyt lys over Dinesens alt for tidlige død. Fængslende læsning.