34_featured-events 34_checkmark 34_featured-events
Fragt 29,95 kr. - gratis ved 499 kr.

Sara Blædel

Sara Blædel er journalist og forfatter og især kendt for sin storsælgende krimiserie om Louise Rick. I øjeblikket er hun i fuld gang med at lægge sidste hånd på det næste bind i serien, der udkommer til efteråret. Som en af Danmarks mest kendte og elskede forfattere har hun ganske sikkert en plads på mange bogreoler rundt omkring i landet, men hvad læser hun selv, og hvilke bøger er hun særligt glad for?

Af Benjamin Bjerre


Jeg læser, fordi jeg elsker at gå ind i et univers, som et andet menneske har skabt, og møde personer, mærke stemninger og blive underholdt. Uden bøger ville verden være kedelig, og jeg ville mangle et ’rum’ at gå ind i. Et sted at være, når jeg slapper af eller trænger til at give mit hoved og mine tanker en pause. 

Den seneste bog, jeg har læst, som gjorde stort indtryk på mig, er Iben Hjejles selvbiografi EN GYLDEN KORKPROP, som er et skønt og ærligt indblik i hendes vej til at blive den stjerneskuespiller, hun er. Jeg var også helt opslugt af Lone Hørslevs HALVT I HIMLEN, som er et vidunderligt tidsbillede af København i 1920’erne inspireret af Hørslevs oldemors historie. Den seneste krimi er Anna Grues NØGLEN TIL MORD i hendes serie om Anne-Maj Mortensen.

En helt særlig læseoplevelse, som stadig sidder i mig, er KVINDERNES BY af Elizabeth Gilbert, som er en helt vidunderlig historie om teatermiljøet i New York i 1940’erne. Den har sat sig under huden på mig, fordi personerne er så skønne og hele stemningen på det gamle Broadwayteater, som i den grad hænger med røven i vandskorpen, er pragtfuldt beskrevet. Og jeg må også nævne Jesper Steins nyeste bog ÆDRU. Den er så velskrevet og så vigtig.

Uden bøger ville verden være kedelig, og jeg ville mangle et 'rum' at gå ind i. Et sted at være, år jeg slapper af eller trænger til at give mit hoved og mine tanker en pause. 

En bog, der har fået mig til at grine højt, er uden tvivl Annette Bjergfeldts HØJSANGEN FRA PALERMOVEJ. Den er skør og vidunderlig og på alle måder en historie, jeg aldrig selv ville kunne finde på. Jeg elsker, når noget overrumpler og overrasker - og jeg kan i øvrigt kun anbefale den som lydbog, den er indlæst af dygtige Githa Lehrmann, og det gør hun simpelthen så godt. Jeg skraldgrinede mange gange på mine gåture med hunden.

Den smukkeste bog i min bogreol er en bog af floristen Lars Jon med alle hans buketter. Han er afsindig dygtig og inspirerende. Han har så god smag, og man bliver ganske enkelt i bedre humør, når man træder ind i hans univers. Jeg vil anbefale alle med hang til laber stemning at tjekke hans instagram: FloristLarsJon.

Forfatterskaber, jeg bliver ved med at vende tilbage til, findes der gudskelov mange af. Men hvis jeg alligevel skal fremhæve et enkelt, så venter jeg altid utålmodigt på ny bog fra Joël Dicker.

Den næste bog, jeg glæder mig til at kaste mig over, er Sissel-Jo Gazans UGLENS ØJE. Den ligger klar på natbordet, og jeg har tårnhøje forventninger og glæder mig til at komme tilbage i hendes spændingsunivers og møde karaktererne fra DINOSAURENS FJER igen. 

Sara Blædel anbefaler